Autorisation af psykologer

Autorisationsuddannelsen er en uddannelse i praksis under supervision. En psykolog kan tidligst autoriseres 2 år efter afsluttet kandidatuddannelse i psykologi og skal have modtaget mindst 160 timers supervision.

Psykolognævnet, som hører under Socialministeriet, varetager autorisation af danske psykologer.

Krav til autorisation
På Psykolognævnets hjemmeside kan du finde en beskrivelse af, hvilke krav der skal opfyldes for at opnå autorisation. Der er blandt andet krav om, at psykologen skal have modtaget 160 timer supervision. Dansk Psykolog Forening anbefaler, at man, såfremt man senere hen skulle være interesseret i at blive specialist, kun indsender dokumentation til Psykolognævnet for 160 timer, også selvom man skulle have modtaget mere end 160 timers supervision. Supervisionstimerne ud over de 160 timer, som er erhvervet efter kandidateksamen og før autorisationen, vil kunne anvendes til specialistgodkendelse, hvis supervisor opfylder kravene.

Der er i forbindelse med de enkelte specialistuddannelser særlige krav til supervisionen, kravene findes i specialistuddannelsespjecen under de enkelte specialer.

Hvis du har gennemført en længerevarende efteruddannelse, der opfylder kravet til specialistuddannelsen i psykoterapi, inden du blev autoriseret, må supervisionstimerne herfra ikke være medtaget i autorisationsansøgningen. Hvis de har været benyttet til autorisation, vil kurset ikke blive godkendt i 12.4.4.2.2. Grundlagsteori.

Bemærk
Der har været og kan fortsat være en uens praksis i Psykolognævnet i forbindelse med godkendelse af eksterne supervisionstimer. Således har nogle psykologer fået godkendt deres eksterne supervisionstimer, mens andre ikke har, selvom omstændighederne synes at ligne hinanden. Vi skal derfor opfordre vores medlemmer til at søge nødvendig vejledning hos Psykolognævnet, forinden der indgås aftale om et eksternt supervisionsforløb.